Min juleprædiken

Sdr. Resen krike

En lidt forsinket beretning om min tredje udnyttelse i år 2008 af mit absolut dyreste kontingent. Mit absolut dyreste kontingent er kirkeskatten til Den Danske Folkekirke.
Den 24. december var jeg sammen med min familie i kirke. Nærmere bestemt Sdr. Resen kirke. Et par måneder forinden var den daværende præst i mine forældres sogn stoppet for i stedet at overtage et andet sogn. Inden den nye præst skal træde til, så vikarierer den forhenværende præst, Peter Maarbjerg, i sognet. Peter Maarbjerg var den selv samme præst, som både døbte og konfirmerede mig, men på trods af det, blev jeg særdeles overrasket over netop denne dags prædiken.

Prædiken begyndte med at Maarbjerg gik ind og kommenterer på en undersøgelse foretaget for den liberale tænketank CEPOS. Denne undersøgelse viste, hvor meget en dansk person igennem livet koster for staten, når man trækker indbetalingerne igennem skat, moms og afgifter fra. Maarbjerg mente ikke det var en fornuftig måde, at vurdere borgerne som et tal og en udgift.
Jer som kender mig ved, at når en tale starter med at kritisere CEPOS, så begynder mine øjnebryn med at se specielle ud. Jeg mener absolut ikke han, som jeg i øvrigt betaler for, skal stå oppe fra sin prædikestol, og fortælle os hvad der er rigtigt og hvad der er forkert omkring politik. Det er ikke hans job. Hans job er i stedet at fortælle, omkring biblen og betro os ordene derfra. Selv hvis han havde talt med mine holdninger, så var jeg absolut ikke tilfreds. Det er og bliver ikke præstens job.

Jeg slugte til dels kritikken af CEPOS, for det var trods alt juleaften. I stedet vendte jeg fokus mod resten af Maarbjergs prædiken, som ligeledes overraskede mig hvis ikke i lige så stor stil, så mere…
Maarbjerg fortalte en lang historie, som hans far, der ligeledes var præst, selv engang havde fortalt ham, efter Maarbjerg havde erklæret, at han nu var blevet så vis, at han ikke længere troede på Biblens ord.
Kort fortalt så handlede historien, om at en muslimsk kioskejer, der samme med sin kone fik en søn i deres baglokaler, hvorefter faderen kaldte det for et mirakel. Maarbjerg sluttede historien af med at fortælle, at det ligesom Biblen var en rigtig god historie, og at han selv meget beundrede de folk, som så inderligt tror på disse ord.
 
Med andre ord så vil det altså sige, at man i Sdr. Resen sorg har en vikarierende præst, som ikke tror på Biblen, men i stedet blot synes det er en god historie. Hvad skal vi stille op med det? Vil det ikke være det samme som hvis man havde en kok, der ikke spiser mad? Han kan sikkert godt lave mad, men der mangler lige det sidste, som vil gøre maden ekstra god.

Efter denne prædiken overvejer jeg kraftigt at melde mig ud af Den Danske Folkekirke, og dermed spare dette kontingent.